Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet, Mark 1, v. 14-15.

Jesus siger til farisæerne: Hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer, Matth 12, v. 28.

Jesus siger til farisæerne: Guds rige er midt iblandt jer, Luk 17, v. 21.

Guds rige er Guds kongeherredømme. Guds rige er dér, hvor Gud er konge. Der er ikke brug for andre konger eller messiaser.

Jesus går ind for ikke-vold
For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd, Matth 26, v. 52. (se dog Matth 10, v. 34).
Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til, Matth 5, v. 39.

Jesus protesterer imod at blive kaldt Messias
Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus, Matth 11, v. 20
Så spurgte han (Jesus) dem: Men I, hvem siger I, at jeg er? Peter svarede: Du er Kristus. Og han (Jesus) forbød dem at sige dette om ham til nogen, Mark 8, 29-30.
Så spurgte han dem: Men I, hvem siger I, at jeg er? Peter svarede: Guds salvede. Han forbød dem strengt at sige dette til nogen, Luk 9, v 20-21.

Messias/Kristus harmonerer kun vanskeligt med det, vi kender til Jesu forkyndelse.

Opfattelsen af Jesus som Kristus kender vi først hos Paulus (20 år efter Jesu død): "forkyndelsen af evangeliet om Kristus", 1. Thess 3, v. 2. Paulus kender også Guds rige: han (Gud) der kalder jer til sit rige og sin herlighed, 1. Thess. 2, v. 12.
Jesu evangelium om Guds rige er allerede blevet til evangeliet om Jesus Kristus. De to betegnelser Jesus og Kristus bruges nærmest i flæng om Jesus, idet betegnelsen Kristus vel skal sikre forbindelsen bagud til Skrifterne.
Måske er det netop Paulus, der har gjort Jesus til Kristus, opfyldelsen af alle Bibelens forjættelser/guddommelige løfter.

Den opstandne Jesus, Luk 24, v. 44, siger: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.

Apg. 1, v.6: Disciplene siger til den opstandne Jesus: Herre er det nu, du vil genoprette Riget for Israel.
Jesus foretager en afværgemanøvre. Det er åbenbart ikke meningen, at Guds rige kun skal gælde Israel og dette lands genoprettelse. Her kommer Messiastitlen også indirekte ind - ganske ubelejligt for Jesus. Han skynder sig at henvise til Helligånden, uden at det hjælper ret meget.
Det gælder om at vinde tid.

Efterhånden som Guds riges komme trækker ud, bliver de kristnes forventninger koncentreret om Jesus og hans betydning. Jesus bliver Kristus, og Guds rige og rigets komme knyttes til hans person; det var jo også ham, der satte det hele i gang.

Netop Jesu opstandelse gør en forskel. Jesus er ikke "død og borte", som man siger. Han er der, og alligevel er han der ikke - for tiden. Men de kristne venter, at han får ret, at han kommer til at triumfere. Hans såkaldte "genkomst" hans parusia er en slags triumftog i stil med den romerske kejsers triumftog gennem sit land.

Og udtrykkene Profeten, Menneskesønnen og Kristus glider ind i beretningen om Jesus, han liv og død og opstandelse. Man har ikke gjort så meget for at harmonisere det hele.
Beretningen om Jesus ér nemlig for de kristne, der venter hans snarlige komme: Evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn, Mark 1, v. 1. Jesus selv er noget glædeligt - et evangelium.
Eller som Johs.ev. udtrykker det: Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn, kap. 20, v.31.

Kristus er en bekendelse. Ikke noget Jesus har brugt om sig selv.
Men efterhånden som Guds rige, som Jesus havde forkyndt, lod vente på sig, blev Guds rige i de kristnes forventning erstattet af Jesus, som nu fik betegnelsen Kristus, altså den, der er salvet til at stå for det rige. Senere bliver han opfattet som Gud selv, se Johs 20, v. 28.