Da Jesus gik langs Galilæas sø, så han Simon og Andreas fiske. Jesus sagde til dem: Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere. Han kaldte også på Jakob og Johannes. Efterhånden havde han samlet så mange elever, at han udvalgte 12 (kap. 3, v. 14) og kaldte dem apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner.

Jesus beskrives altså som prædikant og læge og lærer. Han prædikede evangeliet, det glædelige budskab om Guds riges nærhed, helbredte folk ved at uddrive de dæmoner, som gjorde folk syge, og han underviste særligt udvalgte elever med henblik på, at de skulle følge i hans fodspor og gøre det samme som ham.

Hans mor og hans brødre vendte han ryggen til (kap 3, v. 31-35). Hans far var måske død.

Det gik op og ned med hans virksomhed i lang tid. Men til sidst gik det galt.
Markusevangeliet skriver (kap 11, v. 15-18): Så kom de til Jerusalem. Og han (Jesus) gik ind på tempelpladsen, og han begyndte at jage dem ud, som solgte og købte dér...

Det var begyndelsen til enden for Jesus. I forbindelse med påsken bliver han taget til fange (kap 14, v. 43-49). Det ender med, at han bliver udleveret til at blive korsfæstet (kap 15, v. 15). Da han er død (kap 16, v, 44-47), bliver liget af ham lagt i en grav, som var hugget ud i klippen. Og der blev væltet en sten for indgangen til graven. Der blev altså passet godt på ham. Hans mor og hans søskende hører vi ikke noget om. Men dem har han jo også vendt ryggen til.

De andre evangelier beretter om Jesus på lignende måde. De er dog mere tilbøjelige til at lægge deres egne tanker og erkendelser om Jesus og hans betydning, og som de er nået frem til længe efter hans død, ind i historien om Jesus. Og det er naturligvis helt fint. Beskrivelsen af Jesus er jo også samtidig beskrivelsen af Gud og hvad Gud gør og har gjort for os mennesker.
Men det er alligevel helt klart, at Jesus var et rigtigt menneske.