Resultaterne af den nyere tids tænkning og forskning samlede man 100 år senere - i oplysningstiden - og søgte at anvende dem praktisk på kulturens forskellige områder, idet man samtidig i menneskehedens, fornuftens og frihedens navn skarpt bekæmpede traditionelle fordomme, autoriteter og institutioner. Det var deismens, rationalismens og den oplyste enevældes tid, hvis største navne er Locke, Voltaire og Rousseau.
Her i det 18. Årh., da den menneskelige fornuft frigjorde sig fra statens og kirkens autoritet har vi starten på den historisk-kritiske Jesus-forskning.
Det begyndte med H.S. Reimarus (1694-1768), som var professor i orientalske sprog i Hamborg. Han var inspireret af deismen, som var en religionsfilosofisk retning, som på grundlag af den empiriske naturforskning ville fjerne al overnaturlig åbenbaring fra kristendommen og føre den tilbage til den naturlige religion.
Desuden afviser han Geert Hallbäcks tese om, at den historiske Jesus er et historievidenskabeligt forfejlet projekt. Den tese må anses som et ideologisk postulat uden basis i kilderne.
Per Bilde:
Jesus blev dømt til døden af Judæas romerske præfekt Pilatus på grund af den uro, som han med sin eskatologiske forkyndelse og sine messianske prætentioner forårsagede i Jerusalem.
Jesus stod ikke alene i tidlig jødedom med sin proklamation af Jahves nærtforestående komme til dom over Israel og hedningerne og til frelse for den udvalgte "rest" af det jødiske folk. Jesus var ikke ene om på denne baggrund at kræve omvendelse og et nyt, retfærdigt liv af dem, der ville undgå den eskatologiske dom.
Jesus var en af de mange, som drog ud til Johannes Døber i ørkenen og dér blev døbt af ham. Senere brød han med ham for at påbegynde sin egen lignende virksomhed.
Troels Engberg-Pedersen gør en del ud af at skelne mellem disse to interesser: Interessen for at forstå Jesus i al hans historiske betingethed og interessen for at forstå sin egen verden i lyset af, hvad forskeren mener, Jesus handlinger og ord viser om verden.
Disse to interesser: den rene historisk forpligtede forståelses interesse og den aktualiserende applikations interesse er grundforskellige og må holdes skarpt adskilt. Og det er den historisk forpligtede forståelsesinteresse, der alene må have det afgørende ord i en videnskabeligt holdbar historisk rekonstruktion af den historiske Jesus
Det sker alt for sjældent, skriver Engberg og specielt ikke når Jesusforskere eksplicit åbner for spørgsmålet om den teologiske relevans af deres undersøgelse af den historiske Jesus.
Engberg giver Glebe-Møller ret i, at: hvis Gud har inkarneret sig i den historiske skikkelse Jesus fra Nazaret, så må det være en stadig opgave for kristne at besinde sig på, hvem og hvad denne Jesus var.
Reimarus hævdede, at en åbenbaret religion er en umulighed. Han bekæmpede al mission. Og overfor det gamle testamente stillede han sig ganske afvisende. Jesus forkyndte gudsfrygt og smuk moral, men han ønskede at oprette et verdsligt messiasrige.
Reimarus tanker var for farlige, og de blev først offentliggjort efter hans død (1774-77) af G.E. Lessing - det er ham med tolerancen.
Tiden var altså kommet til at overveje, om nu også alt det, der står om Jesus i evangelierne, hvad han har sagt og gjort, virkelig er foregået på den måde, som det er fremstillet i Det nye Testamente, og som kirken påstår i sin dogmatik og lære, og som præsten prædiker.
Må man overhovedet drage bibelens ord i tvivl?
Det er vist ikke for meget sagt, at Reimarus og Lessing dér i 1774 satte en lavine i gang, som har rystet kirken eller kirkerne lige så meget eller måske endog mere end den lavine Luther satte i gang med sine teser på kirken i Wittenberg i 1517.
Jesus virksomhed var især rettet mod fattige, syge, udstødte og marginaliserede (i god overensstemmelse med stærke traditioner i Den jødiske bibel om de fattige og nødstedtes særlige nærhed ved Jahve).
Jesus budskab var eskatologisk - dets hovedindhold hvilede på en stærk og intens forventning om, at Jahves (eskatologiske) komme til dom og frelse var umiddelbart forestående.
Guds rige står for døren. Det er nu, at de guddommelige løfter fra bibelen skal opfyldes. Der er tale om et evigt guddommeligt herredømme. Det forudsætter en eskatologisk dom. Og kun de jøder, som ved denne eskatologiske dom bliver kendt retfærdige, vil få del i riget. Og omvendelsen markeres symbolsk og rituelt med en dåb i form af en fuldstændig neddykning i vand.
Gudsriget er ikke bare noget fremtidigt. Det er så tæt på sit definitive gennembrud, at dets kraft allerede manifesterer sig her og nu. Jesus har besejret Satan og taget magten over dæmonerne.
Engberg
er dog skeptisk. Kildesituationen og vanskeligheden ved at holde forståelsesinteressen
og aktualiseringsinteressen i den rette balance gør, at det sandsynlig
ikke er muligt at nå tilbage til et omfattende specifikt billede
af den historiske Jesus, som adskiller sig radikalt fra, hvad vi allerede
har - i Det ny Testamente. Det er udmærket at gøre forsøget
- hvis det bliver gjort ordentligt.
Men det er for mig at se det, som Per Bilde har gjort. Og den Jesus, som
han er nået frem til, kan vi for mig at se, ikke bruge til ret meget,
hvis da overhovedet til noget.
Til sidst vil jeg sige lidt om Mogens Müllers bog
fra 2008 om Jesu-liv-litteratur i Danmark. Han skriver
her i forordet: Hvor man ikke vil antage, at der er en væsentlig
grad af kontinuitet mellem den historiske Jesus og hans gerning på
den ene side og på den anden side den kristus-forkyndelse, vi møder
hos Paulus og siden i evangelierne, bliver det i virkeligheden den enkelte
Jesu-livs-forfatters forståelse, der bliver bestemmende for billedet.
Og Müller slutter med at konstatere, at den "tredje" jagt
på den historiske Jesus lider endnu af den mangel, at den går
ud fra en væsentlig diskontinuitet mellem den historiske skikkelse
og det, som kirkens forkyndelse gjorde ham til. Og hvis man ikke kan finde
en kontinuitet mellem en historisk Jesus-skikkelse og forkyndelsens Kristus,
så er det ikke blot et historisk, men i høj grad også
et teologisk problem.
Og hvad der ikke passede til tidens forståelse blev kasseret som noget, der var opdigtet af teologerne, f. eks. af Paulus.
Den liberale teologi, hvis jesus-billeder nærmest var tidsbilleder, billeder, der fortæller mere om deres ophavsmænds idealdannelser end om den historiske Jesus, blev hudflettet af Albert Schweitzer i sin bog Von Reimarus zu Wrede, altså fra Reimarus til Wrede; det er ham, der skrev om messiashemmeligheden.
Det blev starten på den dialektiske teologi, som prægede det teologiske landskab de næste 50 år med Barth og Bultmann og Prenter. Der er en uendelig forskel på det guddommelige og det menneskelige. Og den virkelige Jesus har jo nok eksisteret, men det er håbløst at finde ud af, hvordan han var - og det er vel også nærmest ligegyldigt.
I dag er der i vide kredse en udbredt optimisme med hensyn til, hvad man kan finde ud af om den virkelige Jesus, ham der kaldes den historiske Jesus. Fordi det jo altid er et billede af ham, man finder, og ikke ham selv.
Men der er også stadig skeptikere - altså folk, der ikke mener, at det er muligt at lave en rekonstruktion af den virkelige Jesus. Her kan nævnes Geert Hallbäck, som betragter den historiske Jesus som et historievidenskabeligt forfejlet projekt. Med hensyn til Jesu messianske selvbevidsthed så afslører de forskellige historiske besvarelser sig som ren spekulation.
Guds
rige er ikke for alle, men kun for det jødiske folk. Den
historiske Jesus projekt var et "partikulært" jødisk
projekt, som først i en anden og senere fase efter hans død
blev omtolket og transformeret til at blive det "universalistiske"
projekt, som reelt behersker NT og den derefter følgende kristendom.
Jesus har lovet sine tolv udvalgte disciple, at de snart skulle sidde
på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.
Jesus og hans gruppe vandrede til Jerusalem umiddelbart inden påsken
omkring år 30 e. v. t., fordi de ventede og håbede, at gudsriget
netop på dette tidspunkt ville bryde synligt igennem i den hellige
by og på det hellige sted, samtidig med, at Jesus selv ville blive
introniseret som Messias.
Per Bilde hævder, at hans personlige interesser i Jesus er historiske
og religionshistoriske. Han er sig ikke bevidst at ville forankre sine
egne værdier og idealer i en dertil egnet fortolkning af Jesus (se
Engberg s. 14-15).
Bildes helhedsforståelse af Jesus har han hentet hos Reimarus og
Albert Schweitzer. Han går på forhånd ud fra, at den
historiske Jesus var en eskatologisk skikkelse, som var overbevist om
og proklamerede, at Jahves dom og frelse nu var nært forestående,
hvorfor alle jøder burde omvende sig og således forberede
sig på det guddommelige indgreb. Og han går ud fra, at den
historiske Jesus var jøde, forblev jøde og ikke havde til
hensigt at bryde med jødedommen, men kun at reformere den.
Derfor mener jeg, at Per Bildes bog må være et alvorligt problem ikke blot for Mogens Müller men for teologien i det hele taget. Der er for mig at se ikke nogen kontinuitet mellem Den historiske Jesus, som regnede med, at han skulle indtage kongepaladset i Jerusalem som Israels konge, efter at Jahve havde jaget romerne ud af landet, og den himmelske Kristus, som sidder ved Guds højre hånd i himmelen.
Karl
Erik Jensen.
Albert Schweitzer, 1906: Von Reimarus zu Wrede. Eine Geschichte der Leben-Jesu-Forschung.
William Wrede, 1901: Das Messiasgeheimnis in den Evangelien.
Rudolf Bultmann: Jesus, 1930 (Tidehverv)
Geert Hallbäck, 1998: Den historiske Jesus som teologisk projekt - en kritisk betragtning (se Troels Engberg-Pedersen, s.159-177)
Per Bilde, 2008 : Den historiske Jesus.
Troels Engberg-Pedersen, 1998: Den historiske Jesus og hans betydning.
Jens Glebe-Møller: Kristologi fra neden - eller den systematiske teologis interesse i den historiske Jesus ( se Troels Engberg-Pedersen, s.137-158)
Mogens Müller, 2008: Jesu - liv - litteratur i Danmark. Jesusbilleder eller Tidsbilleder.
